Signalpolitik i stedet for social politik

Når det drejer sig om prostitution, lovgives der stort set udelukkende på basis af moraliserende fordomme. Viden, der ellers kunne have været nyttig, indsamles ikke, og når der skal vedtages lovændringer, spørges advokater, dommere og talsmænd for organisationer, der har som erklæret formål at hjælpe prostituerede ud af markedet, mens de prostituerede ikke selv bliver spurgt. Politikere på  venstrefløjen afviser overhovedet at lade viden komme på bordet. Her er den moralske fordømmelse alt nok. Rapporten fra RUC, som er forfattet af Sune Lund Hansen med flere, er noget af en øjenåbner.

Sverige: Gadeprostitutionen fordobles

I Sverige kan Stockholms politi tørt her i 2009  konstatere, at prostitutionen trods forbudet mod købesex er fordoblet på et enkelt år, og man står magtesløs, selv overfor gadeprostitution. (se linket øverst til højre.

I Danmark vil venstrefløjen gå i Norges og Sveriges fodspor. Skyklapperne og ørepropperne er allerede fast monterede. En hel bevægelse af troende, der føler et særligt socialt og politisk fællesskab, har etableret sig.   Der er ingen som helst grund til at vente, at forpostfægterne i kampen for ny kriminalisering vil lægge sværdet til side, for deres moraliserende holdning afviser til enhver tid ny viden, der ikke passer i deres verdensbillede. Opfattelsen er, at alle prostituerede er sociale ofre, og derfor skal de partout reddes gennem købesexforbud, uanset om forbud virker eller ej.

Konsekvensen er, at for eksempel en prostitueret enlig mor ikke kan henvende sig til socialforvaltningen i sin kommune med et børneproblem, uden at den indledningsvis ser prostitutionen som det, der skal fokuseres på. Den oplagte konsekvens er, at prostitueredes adgang til rådgivning og bistand i det kommunale system stort set er udelukket.

Resultatet af den moraliserende holdning er, at man ikke løser de sociale problemer, der er, mens man lader andre være eller i visse tilfælde endda forværrer dem. Sat på spidsen: Havde man sat for eksempel trafficking på dagsordenen som problem, ville en samlet indsats på området have kunnet løse det. Den manglende fokusering og begrebssammenblanding  sammen med den manglende videnstilbejebringelse gør simpelthen problemet trafficking uløseligt.

Da 1999-loven blev vedtaget, hed det sig, at prostitutionen som sådan blev lovliggjort. Ganske vist blev erhvervet afkriminaliseret, men de prostituerede fik ikke samme rettigheder og pligter  som andre i erhverv. Derved krænkes den retslige sfære, prositutionen foregår i, og dermed de prostituerede selv.

Værdipolitik?

Vi lever i en tid, hvor moraliserende stillingtagen slår elementær viden af banen. Hvor andre ville forestille sig, at lovinstrumentet skulle bruges til at løse problemer i samfundet, anvendes det i stigende grad i en signalpolitisk kontekst, hvor konfrontationen med virkeligheden spiller en rent underordnet rolle. I stedet for at se et problem som  spændingen mellem et ønske og en tilstand og derfor se løsningen som en beskrivelse af, hvorledes man når frem til den ønskede fremtidige tilstand, sigter signalpolitikken overhovedet ikke mod at definere eller løse problemer, men blot at samle opbakning til en slags moralsk indignation. Lidt spidst kan man antage, at hvis problemet blev løst, ville der ikke være noget som helst fremover at leve af i en politisk kontekst. Den egentlige vare er indignationen selv, og de pågældende kan så fremstille sig selv som værende af en særlig moralsk-værdipolitisk kvalitet, hvis værdi ville falde, hvis problemet blev løst.