Bruce Schneier	© Edward

I en verden med ubegrænset overvågning ...

Når jeg skriver og taler om privacy konfronteres jeg ofte med argumentet om gensidig udelukkelse. Forklaret i David Brins "The Transparent Society" fremstilles argumentet som følger: I en verden med ubegrænset overvågning ved du alt om mig, men jeg vil også vide alt om dig. Regeringen vil iagttage os, men vi vil også iagttage den. Sådan var det ikke tidligere, men det indebærer ikke, at det nødvendigvis er værre. Og da jeg kender dine hemmeligheder, kan du ikke bruge dine hemmeligheder imod mig.

Magtens ulige fordeling

Dette er ikke nødvendigvis hvermands utopi, og det adresserer bestemt ikke den nedarvede værdi om privatlivets fred, men teorien har en skinnende tiltrækningskraft og kan let misforstås som en udvej overfor teknologiens fortsatte nedslidning af privatlivsbeskyttelsen. Bortset fra, at den ikke virker, fordi den ignorerer betydningen af magtens ulige fordeling.

Man kan ikke måle værdien af privacy og afsløring, medmindre man tager højde for forskellen i den relative styrke af magt mellem afslørereren og den afslørede.

Hvis jeg røber en information for dig, stiger din magt i forhold til mig. En måde at adressere den ubalance med hensyn til magt på består i, at du tilbyder mig en tilsvarende afsløring. Vi har begge mindre privacy, men magtbalancen er opretholdt.

Men den mekanisme fejler totalt, hvis du og jeg har forskellige magtniveauer til at begynde med.

Dig og politibetjenten

Et eksempel vil gøre dette tydeligere. Du er blevet standset af en politibetjent, som beder om identifikation. Når din identitet røbes, får politibetjenten et enormt magtovertag: Han eller hun kan søge i politiets databaser, når de bruger deres oplysninger om din identitet. Hun eller han kan trække politiets informationer om dig; han eller hun kan sætte dig på denne eller hin terroristovervågningsliste. Hvis du så til gengæld beder om politibetjentens id til gengæld, får du ikke nogen sammenlignelig magt over ham eller hende. Magtforskellen er for stor, og gensidig afsløring vil ikke retfærdiggøre det.

Man kan opfatte den eksisterende magt som eksponenten i en ligning, som afgør værdien af yderligere information for dig. Jo mere magt, du har, des mere ekstra værdi vinder du ved at kunne tilknytte yderligere informationer.

Et andet eksempel: Når din læge siger: "Tag tøjet af", giver det dig ingen mening at sige "Du først", for du indgår ikke i en interaktion mellem lige parter.

Prøv at mindske ubalancen

Her er princippet som beslutningstagere skal ledes af, når de overvejer installationen af overvågningskameraer eller iværksætte til data-mining programmer (1). Det er utilstrækkeligt at åbne for indsatsen til offentlig granskning. Alle aspekter af embedsførelsen arbejder bedst, når den relative magtforskel mellem udøverne og dem, magtens udøves over, er så lille som muligt - når friheden er høj og kontrollen er lav.

Tvunget åbenhed i forvaltningen reducerer den relative magtforskel mellem de to og er generelt god. Påtvunget åbenhed hos lægfolket overfor forvaltningen forøger magtforskellen og er generelt dårlig.

Tilfældet Crespo overfor Perino

Den 17-årige Erik Crespo blev arresteret i 2005 i forbindelse med et skyderi i en elevator i New York. Der var ingen tvivl om hans affyring af skid; de blev optaget af et overvågningskamera. Men han påstod, at en kriminalbetjent ved navn Christopher Perino under afhøringen forsøgte at tale ham fra at forlange en sagfører og at han blev bildt ind, at han skulle skrive under på en tilståelse, før han kunne blive stillet for en dommer.

Perino nægtede under ed nogensinde at have afhørt Crespo. Men Crespo havde fået en MP3-afspiller i julegave og optog hemmeligt afhøringen. Forsvaret fremlagde en udskrift og en CD som bevis. Kort efter tilbød anklagemyndigheden en mildere straf end oprindeligt tilbudt (syv år i stedet for femten). Crespo indgik i handlen, og Perino blev sigtet for falsk forklaring for retten.

Uden optagelsen ville det have været kriminalbetjentens ord mod Crespos. Og hvem ville stole på en mordtiltalt overfor en kriminalbetjent fra New Yorks politi? Den magtmæssige ubalance blev kun reduceret, fordi Crespo var smart nok til at trykke på optage-knappen på sin MP3-spiller.

Hvorfor optages ikke alle afhøringer?

Hvorfor optages ikke alle afhøringer? Hvorfor har enhver anklaget ikke adgang til disse optagelser på samme måde, som de har ret til en forsvarer? Politiet optager rutinemæssigt trafikstop fra deres patruljevogne for at beskytte sig selv. Optagelsen burde ikke stoppe fra det øjeblik, den mistænkte ikke længere er en trussel.

Kameraer giver mening, når de rettes mod politiet og i kontorer, hvor lovforberedende embedsmænd møder lobbyister og altid, når embedsmænd udøver magt over folk. Love om offentlighed i forvaltningen, som giver åben adgang til optagelser fra møder i embedsmands- og regeringsudvalg giver også mening.

Sådanne tiltag fremmer frihed.

Projekter til ubegrænset overvågning som påvirker enhver uden en retfærdiggørende grund eller hjemmel, som NSAs uhjemlede bassinopsamling (eavesdropping (2)) eller forskellige forslag til at overvåge alt på internettet, fører til kontrol. Og ingen er sikrere i et politisk system, der præges af kontrol.

Værdien af privatlivets fred:
http://www.schneier.com/essay-114.html