Bruce Schneier	© Edward

Sikkerhed overfor Privatlivsbeskyttelse - eller frihed overfor kontrol ?

Hvis der er en debat, der udtrykker essensen af politik efter 9.11., er det den om sikkerhed overfor privacy. Hvad er vigtigst? Hvor meget privatliv er du indstillet på at give afkald på for sikkerhedens [og tryghedens, o.a.] skyld? Har vi overhovedet råd til beskyttelse af privatlivet i denne usikkerhedens tid? Sikkerhed mod privacy: Det er århundredets slag - eller i det mindste dets første tiårs.

I en artikel i "New Yorker" 21. jan. 2008 diskuterer Direktøren for N.I., National Intelligence, ( Michael McConnell) en foreslået plan om at overvåge al - rigtig nok * al * internettrafik til efterretningsformål, en så ekstrem idé, at ordet "orwellsk" forekommer for mildt. Se linket til New Yorker.

"Privacy og sikkerhed som nulsumsspil" fører til politistat

Artiklen indeholder denne passage: "For at politiovervåge cyberspace må internetaktivitet overvåges tæt. Ed Giorgio, som arbejder sammen med McConnell på at gennemføre planen har sagt, at "regeringen skal have retten til at undersøge indholdet af enhver email, filoverførsel eller søgning på nettet. Google har data som vil kunne hjælpe i en cyber-undersøgelse", sagde han. Giorgio advarede mig: "Vi har en talemåde i tjenesten: "Privacy og sikkerhed er et nulsumsspil" ".

Jeg er sikker på, de har den talemåde i efterretningserhvervet. Og det er præcis nok derfor, vi får en politistat, når folk i det erhverv sætter sig for bordenden for regeringen. Hvis privacy og sikkerhed vitterlig var et nulsumsspil, ville vi have haft masse-immigration ind i det tidligere Østtyskland og nutidens Kina. Mens det er sandt, at sådanne lande har mindre gadekriminalitet, kan ingen med rette argumentere for, at disse lande var mere sikre.

Vi er blevet fortalt, at vi har en trade off mellem sikkerhed og privatlivsbeskyttelse så ofte - i debatter om sikkerhed overfor privacy, kronikkonkurrencer, meningsanalyser, essays og politisk retorik - at de fleste af os ikke engang stiller spørgsmålstegn ved berettigelsen af denne måde at stille et påstået modsætningsforhold op på.

Men modsætningen er falsk.

Sikkerhed og privacy er ikke hver sin ende af en vippe; man behøver ikke give afkald på det ene hensyn for at få mere af det andet. Tænk på en dørlås, en tyverialarm og et højt hegn. Tænk på geværer, modforholdsregler og det dumme forbud mod udbredelsen af væsker i lufthavne. Sikkerhed påvirker kun privatlivet, når det forbindes med kendskab til identitet, og der er grænser for den identitetfokuserende indstilling.

Efter 9/11 har tre ting forstærket flysikkerheden: Forstærkningen af dørene til cockpittet, passagernes forståelse af nytten af at gå til modangreb - og muligvis "sky marshals" (se linket). Alt muligt andet - alle de sikkerhedsforholdsregler som påvirker privatlivsbeskyttelsen - er blot sikkerhedsteater og spild af kræfter.

Enten tager de fejl, eller de opstiller falske trusler

I samme åndedrag har mange af de anti-privacy-tiltag, vi oplever såsom nationale ID-kort, usikkert identitets-trawlfiskeri [eavesdropping, egentlig: bassinopsamling] af persondata, massiv data mining, forbedret meget lidt og skader i nogle tilfælde direkte sikkerheden. Og regerings påstande om metodernes succes tager enten fejl - eller opstiller falske trusler.

Debatten handler ikke om sikkerhed overfor privatlivsbeskyttelse. Den drejer sig om frihed overfor kontrol.

Man kan se det i kommentarer fra regeringstalsmænd: "Privacy kan ikke længere betyde anonymitet", siger Donald Kerr, førstedirektør for National Intelligence. " I stedet må det betyde, at regering og erhvervsliv passer ordentligt på sikkerheden i folks private kommunikation og økonomiske informationer. " Fangede du den? Du forventes at overlade kontrollen med dit privatliv til andre, som -- formentlig -- skal afgøre, hvor meget beskyttelse du fortjener. Sådan ser frihedstab ud.

Der er intet overraskende i, at folk vælger sikkerhed fremfor privacy. I den sidste meningsmåling med 51 mod 29 procent. Selv, hvis du ikke skriver under på Maslows Behovspyramide (se linket), er det indlysende, at sikkerheden er vigtigst. Sikkerhed er vital for overlevelse, ikke bare for folk men for hver levende organisme. Privatlivsbeskyttelse er unik for levende mennesker, men den er et socialt behov. Den er vital for den personlige værdighed, for familielivet, for samfundet, for alt hvad der gør os til enestående mennesker - men ikke for vores overlevelse.

Hvis man opsætter en falsk modsætning, vil folk selvfølgelig vælge sikkerhed [og tryghed, o.a.] fremfor privacy og navnlig, hvis de bliver skræmt først. Men det er stadig en falsk modsætning. Der er ingen tryghed uden privatlivsbeskyttelse. Og frihed [liberty] fordrer både sikkerhed og privacy. Det berømte citat, der tilskrives Franklin lyder: "De, som vil opgive frihedens kærneværdi for at købe lidt midlertidig tryghed [safety], fortjener hverken frihed eller tryghed."

Det er også sandt, at de, som vil opgive privacy for sikkerhed, sandsynligvis ender med ingen af delene.