"At forvandle Danmark fra socialstat til minimalstat lader sig ikke gøre fra den ene dag til den næste. Det er en proces, en lang og sej proces. Både fordi opgaven er stor, og fordi vi bør tage hensyn til, at borgernes sjæl skal kunne følge med."
Anders Fogh Rasmussen, "Fra Socialstat til Minimalstat"

"En regering vil disponere med sigte på at opnå genvalg. En politik, der ser godt ud omkring valgdagen, vil øge chancen for genvalg. Med andre ord: En politik, der medfører omkostninger før et valg, men hvis nytte først viser sig længe efter, vil mindske chancen for genvalg. Derimod vil en politik, hvor gevinsten viser sig før valget, medens omkostningerne først viser sig længe efter, øge chancen for genvalg."
Anders Fogh Rasmussen, "Fra socialstat til minimalstat"

"Alt i alt vil politikere have en tendens til at fremhæve den kortsigtede politiks positive virkninger inden et valg, og at skjule eller udskyde denne politiks negative langtidsvirkninger. Den mest effektive metode til at bryde sammenhængen mellem en politiks gevinster og omkostninger er at finansiere nye offentlige udgifter ved optagelse af lån. Det vil sige, at skatteregningen ikke bliver sendt ud straks, når
udgifterne bliver bevilget, men først senere, når den offentlige gæld skal afdrages."
Anders Fogh Rasmussen, Fra Socialstat til Minimalstat

Det mest uartige ord i dansk politik lige nu er "Finanspolitisk stramning". Med Fogh Rasmussens skattestop er begrebet blevet administrativt ukorrekt, økonomisk uden gang på jorden, politisk ukorrekt. Partierne fra det yderste højre til det yderste venstre bakker op om det. Den særeste konsensus er dog enigheden om at se bort fra de økonomiske konsekvenser af sine handlinger.

Anders Fogh Rasmussen

"Generelt skal staten trække sig ud af markedet og afstå fra at føre aktiv finans- politik og penge- politik. Staten er ikke i stand til at skabe vækst og beskæftigelse i et samfund. Statskassen har ikke egne penge til at skabe jobs for. Hvis staten giver penge ud til at skabe en arbejdsplads, så må staten kræve et lige så stort beløb ind fra den private sektor. Og det koster så en arbejdsplads i den private sektor.
Offentlige udgifter fortrænger blot privat aktivitet. Staten kvæler flere arbejdspladser, end den kan oprette. Resultatet af aktiv finanspolitik er derfor blot, at den private sektor bliver mindre, medens den offentlige sektor bliver større. Konsekvensen bliver stigende ledighed. Derfor skal regeringen alene sigte efter at opnå balance på statsbudgettet."
Anders Fogh Rasmussen, "Fra Socialstat til Minimalstat"

"Lad os se på en række praktiske eksempler. I den skandinaviske model er sundhedssektoren socialiseret. Der er intet økonomisk rationelt, som taler for, at sundhedsydelser ikke må leveres af private udbydere. Der er ikke noget, som adskiller sundhedsydelser fra almindelige private goder. Det er snarere fordelingsmæssige hensyn, som gør, at størsteparten af sundhedsydelserne produceres i den
offentlige sektor.
Det er imidlertid i praktisk politik vigtigt at respektere det udbredte folkelige ønske om, at alle skal have lige adgang til den bedste behandling i sundhedssystemet. Derfor bør alle borgere være omfattet af en obligatorisk sygesikring. Men sygesikringen kan udbydes af private forsikringsselskaber. Der bør være frie valg og mere konkurrence mellem udbyderne af sundhedsydelser, bl.a. bør der tillades konkurrence mellem private hospitaler og offentlige hospitaler på lige vilkår. Prisdannelsen på sundheds­området skal gøres mere gennemsigtig."
Anders Fogh Rasmussen, "Fra Socialstat til Minimalstat"

Hollandsk nedtur

"I dag er snakken om et hollandsk mirakel forstummet. Årsagen er, at Holland i 2002-2004 løb ind i en alvorlig økonomisk nedtur, som landet først nu er ved at komme sig over. Nedgangen kan til en vis grad ses som en naturlig reaktion på det foregående kraftige opsving. Efter en række ”fede” år kommer der som bekendt ofte et par ”magre” år.

Hollænderne blev også ligesom andre lande ramt af den internationale lavkonjunktur, der satte ind i 2001 i kølvandet på aktiemarkedernes nedtur, terrorangrebet 11. september m.m. Men hollænderne var i høj grad selv ansvarlige for, at tilbageslaget i deres økonomi blev så kraftigt og langvarigt.

Peter Birch Sørensen

I år 2000 stod det hollandske parlament i den gunstige situation, at der på grund af den kraftige højkonjunktur var kommet væsentligt flere penge i statskassen, end man havde regnet med. Et flertal i parlamentet besluttede at bruge pengene til skattelettelser. Det var særdeles uklogt, for arbejdsløsheden i Holland var allerede helt i bund. Den ekstra købekraft som følge af skattelettelserne medførte derfor en overefterspørgsel og mangel på arbejdskraft, som slog ud i væsentligt højere lønstigninger og en deraf følgende kraftig forringelse af den hollandske konkurrenceevne overfor udlandet. Dette forstærkede virkningen af den internationale konjunkturnedgang, der ramte Holland i 2001. Resultatet af tilbageslaget og de ufinansierede skattelettelser blev en dramatisk forringelse af de hollandske statsfinanser, og Holland fik pludselig problemer med at holde budgetunderskuddet indenfor den overgrænse, som spillereglerne indenfor ØMUen tillader. De hollandske politikere følte sig derfor nødsaget til at stramme finanspolitikken gennem offentlige besparelser netop på et tidspunkt, hvor ledigheden var stigende. Dette bidrog selvfølgelig til at uddybe lavkonjunkturen."
Peter Birch Sørensen, Overvismand i artiklen "Lær af de hollandske erfaringer" (se linket)

Ekspansiv politik ifølge Keynes: At udvide de samlede offentlige kasser i forhold til status quo ved at sætte udgifterne i vejret og/eller spare på skatter og afgifter.
Bruges især ved lavkonjunktur og stor ledighed, sidst med held ved Lykketoft & Nyrop
1993 og af Fogh Rasmussen med skattelettelser for få år siden.

Kontraktiv politik: "At opsuge købekraft ved gennem skatter og afgifter at mindske de offentlige kasser i forhold til status quo. Brugt bl.a. af regeringen Schlüter i forbindelse med kartoffelkuren. Den kom lovlig sent, så derfor blev resultaterne så dramatiske.

Finanspolitisk stramning: Synonym med kontraktiv politik.

Koger gryden over og slukker gassen?

'

Ufinansierede skattelettelser

Der siges og påstås ting i det politiske miljø og dets nærmeste omgivelser, der kræver en endnu større mangel på selvkritisk sans, end vi er vant til.

Skattelettelse - ufinansieret

Så kom skatteudspillet.Der er tale om ufinansierede skattelettelser, fordi de grønne afgifter først suger købekraft op på et senere tidspunkt. Så der skrues yderligere op for gassen.

Kvalitetsreform, kommunesituation, lønfest

Der ser ud til at være udsigt til ekspansion af de offentlige serviceudgifter, af lønningerne og til de kommunale budgetter. Fuld gas på gryden!

Men der er brug for en finanspolitisk stramning. Med Fogh Rasmussens skattestop er lige netop de ord blevet fyord. Ingen - heller ikke de viseste blandt vismænd tør sige det, for "det har jo ingen gang på jorden."

Man kan bare slå op i Minimalstatsbogen, der står det. Nu er den store pædagogiske udfordring at forklare vælgerne, at selvom de offentlige kasser bugner, så bør man ikke røre overskuddet, og man bør opsuge overflødig købekraft for at forlænge højkonjunkturen i stedet for at bestille nedtur, som det sker lige nu.'''

Vismændenes ordforråd er måske sluppet op. Det er politisk ukorrekt at sige som Henry Grünbaum, som Knud Heinesen, som Mogens Lykketoft, som Poul Møller: "Finanspolitisk stramning", "Lønstop", "Bunden opsparing" eller "stigninger skatter eller afgifter". Men det er ikke desto mindre, hvad situationen kræver. Uanset at det er politisk ukorrekt, så er spørgsmålet: Hvordan håndterer man en højkonjunktur med fuld beskæftigelse, stigende indenlandsk forbrugsefterspørgsel, stagnerende produktionsvækst og et faldende betalingsbalanceunderskud? Og lærebogens svar er: Finanspolitisk stramning.

Løjerlig politisk konsensus

Venstrefløjen er inde på at udvide den offentlige sektors serviceudgifter på linie med eller mere end regeringen, og SF vil sammen med Dansk Folkeparti erklære lønfest for ansatte i den offentlige sektor.
Regeringen vil også etablere fest i gaden med skattelettelser, opfundet af Dansk Industri, Cepos og understøttet af Ny Alliance og Det Radikale Venstre.

Hidtil har keynesianere og neoklassikere været enige her. Svaret er: Der skal bremses op. Da fænomenet "pengepolitisk stramning" ikke duer længere, så er der finanspolitikken tilbage.

Den pædagogiske udfordring

Når ledigheden er lav og de offentlige udgifter til kontanthjælp og understøttelse er i bund, og alle de mange gode beskæftigede betaler skat, stiger både det offentlige overskud og det private forbrug. Der er i systemet en indbygget tendens til, at i højkonjunktur er der overskud på de offentlige kasser, og i lavkonjunktur er der underskud. Hel fidusen består så i at rette økonomien op ved at skrue ned for blusset, så kartoflerne bliver kogt møre.
Står man med høj ledighed/lavkonjunktur, så skal man, selvom der er underskud på de offentlige kasser, sparke økonomien igang ved at indføre en ekspansiv retning: skrue op for blusset.

Det er klart nok, at det kan være lettere sagt end gjort. Det svirrer jo altid i luften med irrelevante begreber: som "finanspolitiske balance" - og som der også står her i artiklen "ufinansierede skattelettelser".

Der er ingen grund til at holde finanserne i balance. Men der er i høj grAd grund til hele tiden at vide, hvad man gør og hvorfor.

Vi er i omtrent samme situation, som da Schlüter sagde, "Det går ufattelig godt". Den korte nedtur fra "ufattelig godt" til rent skidt og kartoffelkur er gået i glemmebogen.
Vi har et galopperende dansk forbrug, der udkonkurrerer eksporten. Vi har en faldende produktivitet pr beskæftiget.

Vi er i omtrent samme situation som Holland for få år siden.

Skattelettelsernes påståede positive beskæftigelseseffekt

Dansk Industri, en stribe økonomer med høj profil og forskellige andre politiske aktører er ude med en bastant fortolket påstand om, at skattelettelser med ret stor sikkerhed kan anslås at have en positiv beskæftigelseseffekt.
Betragtningsmåden passer til det kendte borgerlige slogan: "Det skal kunne betale sig at arbejde mere". Personligt ved jeg ikke, om for eksempel Henning Dyremose vil sætte sin arbejdsindsats i vejret, fordi han får 750 kroner ekstra netto om måneden til forbrug foræret af en regering i gavebodshjørnet. Jeg gætter på nej. Pengene spiller ikke den rolle for hans økonomi, at han overhovedet gider regulere sit forbrug op eller ned. For jo flere penge, han tjener, des mere ligegyldig er den sidst tjente nettokrone for ham.
Men: Ingen af de undersøgelser, de så ivrigt refererer til, viser positive beskæftigelseseffekter af skattelettelser, når der er fuld beskæftigelse i forvejen.

Er vores velstand for lille her i mellemklassen=?

Økonomer med sans for at sige det indviklet, siger, at fritiden bliver dyr at erstatte for dem, der har nok i forvejen.

Hvis det ligesom lå i luften, at de fleste problemer, middelklassen tosser rundt med, består i at få udvidet forbruget efter at samtalekøkkenet er etableret, firehjulstrækkeren står ved siden af Volvoen, og der efterhånden er mest Bourgogne i kælderen, først og fremmest handler om at knokle mere for at få udvidet forbruget,
så var påstanden jo helt rigtig:

AE-Rådets og Jærgen Goul Andersens undersøgelser peger i retning af, at det er en fejlslutning, hvis man umiddelbart antager, at der vil være en positiv beskæftigelseseffekt af en skattesænkning. Retorikken bliver så meget desto mere diskutabel, når der er fuld beskæftigelse.

Goul Andersen skriver:
Naturligvis er dette ikke så stærkt et design som en panelundersøgelse, eller en undersøgelse med efterfølgende kobling af registerdata, hvor man direkte kan følge overensstemmelsen hos den enkelte. Med to uafhængige undersøgelser kan man kun følge de aggregerede størrelser.
Men det giver dog et fingerpeg, at tallene stemmer så godt overens, og forskellen mellem svarfordelingen i 2003 og 2004 forekommer i høj grad rimelig. Resultaterne fra disse´undersøgelser er vist i tabel 1.
Det viser sig, at kun meget få arbejder mere eller mindre end før. Og der viser sig også en god overensstemmelse mellem forventningerne og den faktiske arbejdsindsats - i hvert fald på marginalfordelingerne. Eneste afvigelse er, at der var lidt flere i 2003, som sagde, at de ville arbejde mere, end der var i 2004, som svarede, at de havde gjort det. Forventningerne ser ud til at være lidt for høje; mange fik det bare ikke gjort. Det er lidt lettere at sige, at man i fremtiden vil arbejde lidt mere, end det er faktisk at gøre det. Omvendt er det ikke sværere at arbejde mindre, end det er at sige, at man vil gøre det. Og vi finder netop en sådan overensstemmelse -
igen på marginalerne, skal det understreges: De, der svarer, de vil arbejde mindre, gør det rent faktisk også. De, der svarer, de vil arbejde mere, gør det i nogen grad, men præstationerne lever ikke helt op til forventningerne. Altsammen såre plausibelt.

Det interessante er, at Gouls undersøgelse er den nyeste, men fra en periode med langt mindre beskæftigelse end den, vi har i dag. Hvordan kan man uden at blive grebet i rent citatfusk så modsætningsvis hævde, at beskæftigelseffekten bliver større i dag?

Forskellige vismænd

I gamle dage havde man augurer og vismænd, der blev brugt som alibi for diktatorernes magtudøvelse. Råderummet for deres rådgivning kunne være kortere, end de antog. Og så blev der gjort kort proces.
Vore dages vismænd kan være lidt underlige. I alle årene med stor arbejdsløshed rådede de til finanspolitiske stramninger. Og når vi så nu har fuld beskæftigelse med massiv risiko for økonomisk overophedning, så kommer enkelte med et regnestykke, der fortæller, at skattelettelser til de rigeste er helt ok, fordi det vil skabe merbeskæftigelse. A tvivler.

Men Peter Birch Sørensen og Christen Sørensen er hædersmænd. Og Arbejdernes Erhvervsråd skriver og siger præcis det samme. Læs Birch Sørensens artikel, tidligere trykt i Politiken: Lær af de Hollandske Erfaringer. Han har også været ude med advarsler nu.

Den ultraborgelrige økonoms (neoklassiskekerens) plan er, at alt skal gøres til marked. På den måde kan man nemlig indrette samfundet efter de teoribøger, nationaløkonomien på det abstrakte plan bygger sine analytiske grundmodeller efter. Det er det samme synspunkt, minimalstatstankegangen er funderet på. Fraværet af aktiv finanspolitik (det vil sige skattestoppet) er den motor, vi alle skal bringes til at acceptere. Keynes er død for den borgerlige økonomisk politik under Fogh Rasmussen.

Hvad kan man gøre

Der er jo svært at lade være med at se på den bugnende statskasse. Indfører man som foreslået her en mindre finanspolitisk stramning, vil den komme til at bugne endnu mere. Spørgsmålet melder sig derfor: Hvad kan man bruge de mange rare penge til? Og "kan man bare ikke tage en lille smule"?

Her er nogle ærbødige forslag:
Kilde bl.a. AE-Rådet, ( se link)
Hvis man foretager et finanspolitisk indgreb, er der grund til at udvikle forslag, netto kan forbedre situationen.

• Omstilling til bæredygtig økonomi: Vindmøller, solceller, biobrændsel
• Skære på forsvarsbudgettet med personalereduktioner (det skaffer arbejdskraft til øvrige erhverv)
• Skrappere vandmiljøplaner
• Trafikinvesteringer i infrastruktur, så pendlertiden på landeveje og i tog sættes ned
• Uddannelse generelt
• Forskning, herunder grundforskning
• Ophævelse af 70-årsgrænsen til fratrædelse af stillinger i det offentlige
• Forbud mod lukkedage i offentlige institutioner
• Forhøjelse af U-landshjælp
• Al aktivitet, der også marginalt gør udstødte til medarbejdende medborgere
• Integration og modersmålsundervisning
• Alle konkrete planer om at tiltrække arbejdskraft udefra: greencard etc
• Bedre meritregler for udlændinge med høj uddannelse