Det hører til det almindeligt anerkendte tankegods efter den berømte økonom John Maynard Keynes, at man skal se efter beskæftigelseseffekten af en udvidelse eller indskrænkning af de offentlige kasser. Hvis den økonomiske politik fremmer efterspørgslen efter arbejdskraft i en situation med fuld beskæftigelse, bør alle advarselslamper blinke og sirener hyle.
|
| Hertig: Muligvis ikke plads | Nensome Foto |
Uansvarlig gavegodsåbning.
Tre fejlagtige antagelser truer med at føre Danmarks økonomiske situation ud i en hurtig nedtur. Hver for sig er de slemme, tilsammen er de opskriften på et eksplosiv1: At landets økonomi kan sammenlignes med familiens husholdningskasse: Når der er overskud, kan man bare bruge pengene, som man vil – til store ufinansierede udvidelser af det offentlige forbrug eller skattelettelser
2: At ordet ”råderum” siger noget om, hvorvidt der lige nu er plads til bruge løs af husholdningskassen.
3: At lettelse af topskatten netto ikke vil føre til overophedning, men blot tiltrække ekstra arbejdskraft fra whiskybæltet.
Se efter beskæftigelsessituation og overophedning, ikke efter pengekassen
Ad 1. Med den nuværende højkonjunktur er risikoen for overophedning det, der hele tiden skal ses efter. Man kan kun bruge af kassen, hvis det ikke fører til beskæftigelsesmæssige flaskehalse og inflation. Ufinansierede lønforhøjelser til offentligt ansatte vil ikke trække flere hænder til, men skabe lønpres og sætte inflation i gang. Tilsvarende gælder skattelettelser. Man skal hele tiden have sig arbejdsmarkedet og beskæftigelsessituationen for øje. Bevilger man uovervejet flere penge ud i luften uden udsigt til at få produktivitet for dem, hedder det inflation, overophedning og konkurrenceevnetab: Nedtur.
"Råderum " siger ikke noget om konjunktursituationen
Ad 2. ”Finansielt Råderum”, som Finansministeriets regnedrenge anvender begrebet, er en teknisk langsigtet størrelse, der er renset for kortsigtede konjunkturhensyn. Det er en fatal misforståelse, når det hedder sig, at AE-Rådet skulle have udtalt, at der i den øjeblikkelige situation skulle være plads til skattelettelser eller udvidelse af den offentlige sektors udgifter, svarende til råderummets størrelse. Og det er en fatal misforståelse, hvis Fogh Rasmussen tror, råderummet handler om plads til ufinansierede skattelettelser.
Sprogligt set er misforståelsen så snublende nærliggende, at den er forklarlig og forståeligt. Personligt har jeg flere gange trådt i spinaten her - se blot tidligere artikler.
Det er ærgerligt, at termen bruges så misvisende. Eksperter kan så indføre sondre mellem "Finansielt råderum" (Det begreb, der anvendes af fagøkonomer i Finansministeriet, AE-Rådet etc) og "Konjunkturbestemt råderum". Men det går der altså Erasmus Montanus i. Vi kan ikke vente, regnedrengene skifter anvendelsen af ordet ud med noget andet.
Så for klarhedens skyld: Vi kan have et pænt stort råderum, men ingen muligheder for at bruge af det på grund af risikoen for overophedning. Og der står vi lige nu.
Skattelettelser øger ikke netto udbudet af arbejdskraft
Ad 3. Politikere og økonomer fra diverse Arbejdsgiverorganisationer, tanketomme tænketanke og filantropiske skattenægterbevægelser kolporterer et ubegribeligt udsagn : De vil forære middelklassefamilierne en gratis og ufinansieret forbrugsudvidelse ved at introducere en ensidig topskattesænkning. En sådan gratis pengegave på 50.000 til frit forbrug uden at røre en finger skulle motivere ægtefællerne til straks at gå fra soveværelset og til jobbet for at tjene endnu flere penge. Den går altså ikke. Tværtimod tyder alt på, at jo større forbrugsmæssig tilfredshed, der er i samfundet, des mindre vil folk knokle yderligere. Men tanken er altså, at faldet i den sidst tjente krones beskatning vil virke stærkt motiverende. Det batter næppe. Den faldende grænsenytte af den sidst tjente krone har formentlig langt større effekt. Alt tyder på, at den marginale jobmotivation falder med stigende indkomst. Indtil det modsatte er bevist (helst ikke i praksis) tyder alt på, at den citerede påstand er Greven Ud af Luften.
Hvad man godt kan: Investering i omstilling
Anvendelse af offentlige midler, der ikke resulterer i beskæftigelsesmæssige selvmål, er der god plads til:
- Omstilling til vedvarende energi
- Uddannelse - mere tid til fordybelse og uddannelse i udlandet
- Forskning
- Tiltag til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft
- U-landsbistand tilbage til niveau
- Grønland
- Eksportfremmende innovation
- Sundhedssektorens teknologi
DI har været inde på "brain-drain" som følge af de danske skatter for at kunne opbygge et korthus, der skulle vise, at en lettelse af topskatten marginalt vil tilføre 35.000 højtkvalificerede til det danske arbejdsmarked. Jeg tvivler og vil samtidig henvise til, at den modsatrettede mæthedseffekt formentlig under alle omstændigheder vil være større. Men tiltag, der netto tiltrækker mere arbejdskraft, end den skræmmer væk ( faldende grænsenytte af den sidst tjente krone), vil der naturligvis være plads til. DI burde have konstrueret sådanne policies i forbindelse med greencard-ordninger og lignende.
Gaveboden er erklæret åben - imod enhver fornuft
Den således åbnede gavebod står stort set alle partier bag. Selvsvinget kan ende med en formidabel saltomortale og et fald til bassinets betonbund. Danmark kan bevilge plads på skadestuen og håbe, der ikke er etableret venteliste.
Der er næppe belæg for ret meget af den politik, der lægges op til. Fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten er boden helt åben og det uden forbehold. Og tilsyneladende siger ingen klart fra. Boden er åben, og vi står vi en afgrund. Er det her valgkamp?