Jespersen: V-kommissionen svigter velfærden

Jesper Jespersen

Det er efterspørgslen, der sikrer beskæftigelsesfremgangen

Der er bred enighed blandt økonomer (og politikere) om, at det er øget beskæftigelse, der skal sikre fremtidens velfærd – ikke mindst af hensyn til de 900.000 personer i alderen mellem 18 og 64, der i dag er uden arbejde. Thi beskæftigelse giver foruden indkomst også selvværd, samtidig med at det skæpper i finansministerens kasse.

Velfærdskommissionen: Forringelser af velfærdsydelserne er vejen

Derimod hersker der blandt økonomer en betydelig uenighed om, hvorledes beskæftigelsen øges. Velfærdskommissionens klare budskab var, at forringelser af velfærdsydelserne vil have en gunstig effekt. En afskaffelse af efterlønnen vil øge beskæftigelsen med 120.000 personer, lægges hertil en forhøjelse af folkepensionsalderen til 67 år, loft over kontanthjælpen på max. 60 pct. af dagpengene, afkortning af dagpengeperioden til 2½ år, og reduktion af marginalskatten navnlig for de højeste indkomster, så vil beskæftigelsen blive forøget med mere end 200.000. For at nå denne konklusion er det velfærdskommissionens klare præmis, at det er udbudet af arbejdskraft, der bestemmer beskæftigelsen. Skal beskæftigelsen ifølge denne teori øges, må det gøres mere attraktivt for de enkelte lønmodtagere at udbyde sin arbejdskraft, så hvad er mere nærliggende end at foreslå en forringelse af de indkomsterstattende ydelser?

Flexicurity-modellen

Men her er Velfærdskommissionen kommet på kollisionskurs med gruppen af arbejdsmarkedsforskere i Aalborg, der har analyseret de særlige forhold på det danske arbejdsmarked – den såkaldt flexicurity-model. Disse forskere når til den stik modsatte konklusion. I stedet for at mindske beskæftigelsen, så bidrager det relativt høje dagpengeniveau og den lange dagpengeperiode tværtimod til at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, idet danske lønmodtagere herved lettere har accepteret de - internationalt set - korte opsigelsesvarsler, der gælder på det danske arbejdsmarked. En fleksibilitet der bidrager aktivt til lette strukturtilpasning og herved understøtter dansk økonomis gode konkurrenceevne.

Vareefterspørgslens betydning for beskæftigelsen negligeres også

Velfærdskommissionen har yderligere bragt sig i konflikt med traditionel keynesiansk teori ved tilsyneladende fuldstændigt at have negligeret den betydning, som efterspørgslen efter varer og tjenester har haft på udviklingen i beskæftigelsen. Et øget udbud af arbejdskraft fører ikke, som hævdet af Velfærdskommissionen automatisk til øget beskæftigelse. Det sker kun, hvis der jobs til de ekstra ledige hænder. For at belyse denne sammenhæng har jeg tegnet udviklingen i beskæftigelsen i den private sektor op sammen med udviklingen i efterspørgslen, jfr. figuren.

Sammenfaldet mellem beskæftigelse og efterspørgsel er slående, både når den går op, og når den går ned. I de perioder, hvor efterspørgslen svigter, så falder beskæftigelsen, hvilket var tilfældet i 1970erne i kølvandet på olieprisstigningen og igen, da kartoffelkuren lagde sin klamme hånd ud over økonomien i periode fra 1987 til 1993.

Men da efterspørgslen efterfølgende blev stimuleret af den nytiltrådte Nyrup-Jelved regering gennem en kombination af offentlige investeringer, skattelettelser og lav rente i 1994, ses det, at beskæftigelsen – også takket være det fleksible arbejdsmarked – voksede ganske hurtigt frem til 2001. En stigning, der dog ikke tilnærmelsesvis var tilstrækkelig til at nedbringe det uhyggeligt høje antal personer (1. mill.) uden beskæftigelse, der havde bygget sig op igennem den lange arbejdsløshedsperiode.

Jeg har (sammen med Bent Rold Andersen) opgjort antallet af personer, der i dag er arbejdsmarkedsparate til et sted mellem 2-300.000 alene blandt dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og aktiverede. Hertil kommer et ikke ubetydeligt antal efterlønsmodtagere, som ville have foretrukket at forblive i beskæftigelse, hvis blot der havde været et job til dem. Efterspørgslen er således samlet set stadig ikke tilstrækkelig til, at der i dag er job til alle, der ønsker beskæftigelse.

Når det er sagt, så er det på den anden side rigtigt, at det inden for nogle få faggrupper (bygningshåndværkere, sygeplejersker og socialrådgivere) er blevet vanskeligere at få besat de ledige stillinger. De såkaldte flaskehalse er så småt begyndt at melde sig som en konsekvens af, at det i nogle branche går ekstra godt, og at der i en lang årrække har været for få lære- og praktikpladser. Dette uddannelsesmæssige efterslæb må både det private erhvervsliv og de offentlige arbejdsgivere lægge sig i selen for at afhjælpe bl.a. ved at efteruddanne og opkvalificere den eksisterende medarbejderstab, mens de nye og større hold af erhvervsfaglige og videregående uddannelsessøgende bliver færdige.

Men det er vigtigt at forstå, at flaskehalse er en uundgåelig del af et velfungerende arbejdsmarked.

De fremgangsrige erhverv skal tiltrække arbejdskraft fra stagnerende sektorer. Det kan flexicurity modellen bidrage til sker i et glidende tempo, uden det fører til generelle lønstigninger. Hvortil kommer, at det lavere understøttelsesniveau i sig selv mindsker efterspørgslen, samtidig med at det gør arbejdsmarkedet mindre fleksibelt.

Væsentlige forhold, som Velfærdskommissionen (og regeringen) ikke har forholdt sig til i nævneværdig grad uanset, at det er åbenbart, at de har været bestemmende for udviklingen i beskæftigelsen i den periode, der er indeholdt i figuren.

Hvis beskæftigelsen i fremtiden skal øges, er der derfor behov for en fortsat ekspansion af efterspørgslen. Denne ekspansion bør som nævnt foregå i et roligt tempo, i perioden 1994-2001 blev der skåret godt 10-15.000 personer af arbejdsløshedskøen hvert år. Meget hurtigere kan det desværre ikke gå, hvis arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren skal kunne følge med, og en overophedning af økonomien undgås. En fortsat forøgelse af beskæftigelsen med 10.000 personer om året var således indeholdt i den såkaldte 2010-plan, som Fogh-regeringende overtog i 2001, men som den forlod de første 2-3 år, hvilket kan ses af den faldende beskæftigelse. Netop for at bremse den negative beskæftigelsesudvikling blev der strikket en ’forårspakke’ sammen, som bragte dansk økonomi tilbage på vækstsporet gennem en forøgelse af efterspørgslen. Beskæftigelsen steg således med næsten 20.000 personer i 2005.

Hvordan kan efterspørgslen efter arbejdskraft vedblive sin vækst?

Den opgave, som Velfærdskommissionen burde have løst, består i en analyse af, hvorledes efterspørgslen (efter arbejdskraft) kan vedblive med at vokse med ca.10.000 personer om året.

For en sådan stigning i efterspørgslen kommer ikke af sig selv. Men den er en nødvendig forudsætning for, at det overhovedet kan lykkes at øge beskæftigelsen med de 2-300.000 personer frem til 2040, der ifølge
Velfærdskommissionen kan skabe balance på de offentlige budgetter. Kommissionen har bragt sig på kollisionskurs med etableret økonomisk forskning ved således for det første at have negligeret efterspørgslen betydning og for det andet ved ikke at have analyseret sammenhængen mellem velfærdsydelser og fleksibiliteten på arbejdsmarkedet.

Kilde: Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen (2006): ’Velfærdsdebat på Vildspor’, Forlaget Tiderne Skifter