Hertig: Råderummet selv skal i centrum for debat	MH

Ingen nettogæld

Danmarks nationaløkonomiske situation er fremragende. Der er en lethed over den, som indebærer frihedsgrader. Vi har næsten råd til, hvad vi vil.

Gjorde man hele Danmarks økonomi op som et selskab, ville det blik på statusposterne, der er fremvises, straks flytte et par centimeter ned fra øjeæblerne og blive oversat i et bredt smil. For hvilket firma er så velaflagt, at man alene på finanssiden har aktiver på størrelse med passiverne og en kæmpe egenkapital. Egenkapitalen svulmer. De findes i den private sektor - Danmark er som helhed velkonsolideret.

Udlandsgældsstatus: 0. Statsgæld: 417 milliarder kr.

Her er det bare vigtigt at forstå, at udlandsgælden er en nationaløkonomisk parameter. Statsgælden (statens låntagning) eksisterer fortsat, men er også på vej nedad, og den har været væsentligt højere. Statsgælden er mindre end et års offentlige indtægter.

Efter Nationalbankens vurderinger vil gælden være afviklet i 2011 eller 2012, afhængig af låneporteføljens sammensætning. For tiden belaster statsgælden med omkring 80 milliarder kroner om året, heraf er 24 milliarder renter.

Fra ca. 2015 og frem skulle dette åg være helt væk, og der vil fra den tid være plads til øget velstand for 80 milliarder om året.

Efter en klassisk betragtning

Udgangspunktet for Velfærdskommissionen og regeringen - uanset syn på skattestoppet - er i princippet, at jo større et årligt overskud, der direkte sigtes på i økonomien, des hurtigere vil statsgælden og åget blive fjernet.

Jesper Jespersen og andre keynesiansk inspirerede økonomer er ikke enige i den betragtning.

Den traditionelle kritik af klassikerne består i at sige, at de intet gør for at påvirke kredsløbets dynamik. Sålænge der er store overskud på de offentlige kasser, vil disse medvirke til nedbringelse af gælden. Velfærdskommissionen vil flytte rundt på, hvor statens indtægter kan komme fra - i strid med skattestoppet, men støtter reelt den stramme finanspolitik og dermed tanken om at holde den offentlige sektor nede, så væksten koncentreres i den private sektor.

Men dynamiske indgreb som Nyrops og Lykketofts kickstart i første halvdel af 1990erne havde en kortsigtet effekt i form af øget gældsstiftelse og en langsigtet i form af mere gang i økonomien og dermed samlet set en mindre gældsstiftelse.

Fogh Rasmussens politiske projekt

Minimalstatsøkonomen Fogh Rasmussen har ikke noget økonomisk, men et politisk formål: At nedbringe den offentlige sektors størrelse, uanset hvilke øvrige konsekvenser den økonomiske politik har for velfærden.
Midlet er skattestoppet, som derfor er det mål, han forfølger. Med andre ord er opbakning til skattestoppet under een eller anden form opbakning til Fogh Rasmussen. Han tror af politiske grunde ikke på, at en større skatteomlægning, der fordeler byrderne mellem boligejere og lejere vil kunne bidrage til, at retningen: nedbringelsen af den offentlige sektors størrelse - vil kunne holde i det lange løb.

Når Fogh Rasmussen underkender Velfærdskommissionen, er uenigheden her meget afgørende. Den viser direkte ind til den vej, der reelt set vil kunne splitte den borgerlige økonomiske politik i stumper og stykker.

For det er jo ikke alene Velfærdskommissionen, men også
andre kræfter, der mener, at spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse er af underordnet betydning, sålænge familierne har et rimelig socialt og økonomisk råderum.

Det er her, angrebet med held kan sættes ind.

Begrundelsen: at vi ikke har råd til pensioner, efterløn, kontanthjælp, revalidering og så videre - har haft ligget i gældssætningen. Men, som allerede Mogens Lykketoft skriver i sit svar på spørgsmålet om, hvilken rolle det spiller, at udlandsgælden er væk: Nu spiller statsgældsafviklingens tidshorisont en mindre rolle.

Meddelelsen kom 31. marts. Der er ikke tale om en aprilsnar.

Velfærdsudspil - forældede problemstillinger

Vi lever i en tid, hvor timingen mellem de politiske tiltag og de problemer, de skulle have løst, simpelthen ikke er der. Der er ikke tale om bad timing. Der er tale om, at vi bruger kræfter på at løse problemer, vi ikke har. Forældede problemstillinger.

Der er noget absurd i, at borgerlige partier, her inklusive de radikale og af og til nogle socialdemokrater, vil spare på dagpenge, kontanthjælp og lignende, når det er åbenbart, at det slet ikke er der, skoen trykker.

Spliden mellem de neoklassiske økonomer og keynesianerne handler om, hvorvidt man kan afskaffe arbejdsløsheden ved at sænke dagpenge og kontanthjælp og derved forøge de fattigstes og mest udsattes nød, eller om jobbene skal skabes på udbudssiden.

Gunnar Thorlund Jepsen død

Forleden døde den radikale økonomiprofessor Gunnar Thorlund Jepsen, der var keynesianer helt ind i marven.
Er det virkelig sådan, at de radikales skred til højre i den økonomiske politik skal stå helt uanfægtet?

Da det at være intellektuel blev til en art brillemode, er indignationen ud af Det Radikale Venstre. Berthel og Thyge Dahlgaards parti har med Thorlund mistet en klippe.

Socialdemokraterne ?

Hvis partoet lytter til Lykketoft, holder han fast i den linie, hvor kursen er sat på gældsafvikling i det lange løb.
Han er ikke blevet spurgt om Socialdemokraternes syn på en eventuel ny kickstart i en mulig fremtidig krisesituation.

Pointen her og nu synes formentlig også at være, at der reelt set kan være meget positive dynamiske effekter forbundet med at udvide de offentlige kassers økonomiske råderum med omkring 30 milliarder kroner om året.

Med andre ord er der i hvert fald ikke bare på partiets venstrefløj, men også i den midtergruppe, hvortil Lykketoft og Gjellerup hører, kraftige fortalere for en udvidelse af det økonomiske råderum, sålænge gældsafviklingskursen fortsætter.

Et skift i den økonomiske politik er påkrævet

Sundhedssektoren, den kommunale sektor, forskningen og uddannelsessektorerne gisper i disse år efter vejret.
Risikoen er, at vi kommer ind i en periode med iltsvind, fordi skattestoppet umuliggør en mere hensigtsmæssig omfordeling af indkomster i samfundet, og fordi muligheden for at satse på forskning, uddannelse osv. svigtes af minimalstatstankegangen.

SFs økonomiske politik

SF har som sådan ikke nogen meget kompetent økonomisk politik dedikeret til perioden før revolutionen - hvis man refererer til partiprogrammet.

Når det handler om "ansvarlighed" og "finansiering krone for krone" er partiet somme tider mere klassisk end socialdemokraterne. Men også her mener man, at der er plads til en udvidelse af råderummet.

Enhedslisten

Enhedslisten mener ligesom S og SF, at der er plads til en udvidelse af det samlede økonomiske råderum