Birthe Rønn Hornbech

Birthe Rønn Hornbech igen igen

Venstre har en retspolitisk ordfører, der kan og vil bære den demokratiets depeche videre, som hun bekender sig til. Hun har linien til Venstres kampe for indførelse af respekt for almindelige mennesker mod de bonede gulve på plads. Hun har som vicepolitimester et helt godt greb om på den ene side de retsmidler, politiet i et demokratisk samfund har brug for, og samtidig et fagligt sikkert blik for, hvornår vi laver politistat. Hendes advarsler ligger på linie med Preben Wilhjelms.

Med meget klare udtalelser til pressen har hun gjort det igen: Sagt fra, som hun gjorde det mod Tvindloven.
"Grundlovsstridig, politistat", kalder hun det lovforslag, Lene Espersen ser ud til at ville haste igennem folketinget.
Sådan sagde hun også om Tvindloven - og siden blev hendes argumenter fulgt op af en dom, der kendte loven ulovlig som grundlovsstridig. Hun har et klart greb om statsretten, og hun kender den melodi, vores Grundlov er skrevet på: Beskyttelsen af borgeren mod statsmagten.

Der ligger bag hendes formuleringer en opfordring til at søge loven prøvet ved domstolene. Tidligere ville et sådant forslag meget nemt kunne afvises, fordi man for at være sagsøger skal kunne dokumentere en væsentlig, individuel interesse i at få en sådan sag prøvet.
Men med de sager, bl.a. Ole Krarup og andre har forsøgt sig med, er der i et vist omfang blevet åbnet for, at sådanne principielle spørgsmål kan komme for retten.

Med sin djærve indsats, før hun blev kaldt til orden, har hun legitimeret, at oppositionen - herunder et altid vaklende socialdemokrati, vælger at sige, hvad det mener, og ikke går ind i et gennemskueligt politisk spin, hvor man skal logre for at gøre sig fortjent til at være med i beslutningsprocessen.

Ingen bilder sig ind, at Dansk Folkeparti har noget som helst imod udviklingen af politistaten. Hvor retspolitikken før dette partis indtræden på den danske parlamentariske scene afvejede principper og tilgodeså hensyn til både offer og mistænkt, så er vi forlængst kommet derud, hvor der overvåges, udvises og straffes som et mål i sig selv.
Ikke fordi det nødvendigvis har nogen som helst effekt på det formål, der angives. Nej, fordi der er stemmer i det.

På samme måde her: Ingen kan med rette tro, at de retsmidler, politiet nu udstyres med, vil kunne forhindre danske attentater. Her er der god læsning at hente i den liberale Bruce Schneiers artikler her på SeNYT eller i ICAMS-rapporten, hvor efterretnings­tjenesternes internationale vision lægges ud til almindelig orientering: En risikoprofil på hver en borger, et registreringssystem, hvor observationer af telefonsamtaler, flyrejser, spisevaner, trafikadfærd, emails, omgangskreds, sprogbrug bestandig indgår i automatiske masseovervågningsanlægs justering af, hvor meget hver enkelt af os er farlig. Farlig for hvad? For Burmas myndigheder, for Putins oligarker? Det er ikke det, der er den ultimative visions stillingtagen. Blot et "nice to have" - "to whom it may concern" - det vil sige den, der har adgang til eller udleverer disse informationer.

Industrien, Datatilsynet, Forbrugerrådet

Indvendingerne er på trods af den korte høringsfrist kommet væltende fra mange sider. Ikke blot fra venstrefløjen. Bemærk, at en styrelse under Justitisministeriet selv også siger fra. I det subtile spil mellem domstole og regeringsmagt har dommerne sagt fra: "Det vil blive politisk", siger den dommerforening, hvis medlemmer en dag risikerer at sidde til bords for at tage stilling til, om loven er lovlig eller ej.

Hvad er det værste?

Igen og igen har andre peget på den nærmest totale adgang til overvågning, som forslaget åbner for.

Et andet væsentligt element er, at der gives justitsministeren en selvstændig beføjelse til at udsende bekendtgørelser i henhold til lovens bestemmelser.

Her vil de fleste vel egentlig sige: Jamen, er det ikke bare den lovteknik, der de seneste mange år er blevet anvendt alle andre steder? Svaret måske nok bekræftende, men til gengæld normerer ingen andre love, hvornår og hvordan grundlovssikrede frihedsrettigheder skal kunne sættes ud af kraft.

SF: Problemerne tårner sig op

Anne Grete Holmsgaard og Anne Baaastrup, SF skriver:
Mål i terrorpakke helliger ikke midler

Statsministeren har i de seneste uger haft travlt med at docere, at der ikke gælder noget MEN.., når der tales om frihedsrettigheder for borgerne. Men, men, men - den samme 0-kompromis holdning gælder
tilsyneladende ikke, når det handler om almindelige borgeres ret til at være fri for overvågning.

Her gælder i stedet princippet om at målet helliger midlerne.

Den samlede pakke af anti-terrorforslag er i hvert fald en lang række af men'er. Fx indebærer forslagene, at bare det at have været ringet op af en person, der er mistænkt - det kan udmærket være en person man
aldrig har kendt - vil betyde, at myndighederne har ret til at overvåge ens kommunikation via mobil og computer.

Selv advarslerne fra IT-sektoren om at forslagene er fyldt med omgåelsesmuligheder, stort set umulige at gennemføre i praksis og står til en pris på ikke under 2. mia. kr. om året, gør tilsyneladende ikke noget indtryk. IT og telesektoren har indtil videre brugt 2 år på forhandlinger med regeringen om anti-terrorpakken fra 2002 - uden at kunne komme frem til et resultat.

Der må være flere end et par medlemmer af V og K der kan se farerne, men hvor er deres protester? Er de gået helt til i selvcensur eller hvad?