Det kommunale selvstyre - forbi?
Når kommunalpolitikere omtaler "Det kommunale selvstyre", kommer det ofte til at lyde, som om det skulle være en slags frihedsrettighed. I virkeligheden har selvstyret altid været begrænset af speciallovgivning. Men kernen er nu engang, at byrådet kan få nogen indflydelse på det kommunale serviceniveau ved at regulere skatteprocenten. Den ret er afskaffet.Skattestoppet rammer kommunerne
Regeringens skattestop afskaffer i realiteten det væsentligste træk ved det kommunale selvstyre: medindflydelsen på aktivitetsomfanget. Reelt ligger skatteprocenterne fast.
I 2007 skal nogle kommuner hæve skatten, andre kommuner sænke den. Flytningen af midler må ikke bruges til at hæve aktivitetsniveauet i en kommune særlig meget.
Det har siden kommunalreformen 1970 været anerkendt, at de kommunale udgifter indgik i den samlede økonomiske politik. Skal der føres en keynesiansk inspireret politik, hvor man bruger den samlede offentlige kasse til at fastlægge en restriktiv eller en ekspansiv adfærd, kan man naturligvis ikke ignorere den del af de offentlige kasser, der går igennem kommunerne.
Økonomisk detailstyring
Men det har hidtil været forstået som en samlet økonomisk ramme. Under Thor Pedersen og Lars Løkke Rasmussens politiske regime er der indført stadig mere snærende detailrestriktioner. Denne stil fortsætter - nu med radikal opbakning tilsyneladende.
Skiftet skyldes Anders Fogh Rasmussens skattestop. Skattestoppet skal nu forstås som den motor, der år for år udvider de private husholdningers økonomi og indskrænker den offentlige sektors aktivitetsomfang.
Gav man los overfor kommunerne, ville skattestoppets effekt kunne mindskes af den undergravende virksomhed, kommuner kunne bedrive, når de udvidede aktivitetsomfanget. Den generelle rammestyring er reelt blevet erstattet af detailstyring, der er tæt på at fastlåse aktivitetsomfanget i den enkelte kommune til status quo.
Hvor bliver de radikale af?
At Socialdemokraternes comalignende situation fortsætter, må vi tage til efterretning. Men hvad angår den økonomiske politik, ser det ud til, at folketingsgruppen trods sin markante udvidelse i mandattal står og mangler rådgivere med indsigt.
Fogh Rasmussen kører et felttog imod den form for økonomisk politik, de tidligere socialdemokratiske og borgerlige regeringer har været præget af: "Economic engineering" har været stilen siden Viggo Kampmann over Jens Otto Krag og Schlüter til Lykketoft og Nyrop Rasmussen.
De radikale ytrer sig ikke konsekvent om dette emne. Det må nu engang efterlyses, at der kommer en slags kvalificeret stillingtagen.
Konsekvensen af indgrebet overfor kommunerne ligner mest af alt, at man afskaffer den decentrale forvaltning og indfører en slags dekoncentreret statsforvaltning med standardiserede tests i skolerne, standarder i hjemmeplejen gennem "fælles sprog" og altså en reel afskaffelse af kommunens indflydelse på sine egne indtægter gennem skatteudskrivningen.
Kanhænde, det er den pris, vi må betale, for at Fogh Rasmussens minimalstatsprojekt kan blive realiseret.
Men er det nu også blevet socialdemokratisk og radikal politik?