Bruce Schneier

artiklen er oversat af Mikael Hertig

Flysikkerhed

Efter 9/11 har vores nation været besat af sikkerheden omkring flytrafik. Tanken om terrorist­angreb fra luften har fyldt meget i amerikanernes bevidsthed. Som resultat har der været spildt millioner på vildledte programmer, der går ud på at adskille regulære rejsende fra terroristmistænkte. Pengene kunne i stedet har været brugt på større sikkerhed.

CAPPS og Secure Flight

Tænk bare på CAPPS (2) og dets erstatning, Secure Flight (3,4). Det er programmer, der skal checke rejsende op imod 30-40.000 navne på regeringens flyforbudsliste og andre 30-40.000 på en liste over særligt udvalgte.

Bizarre lister

Disse lister er bizarre: navne og aliaser på mennesker, som er for farlige til at blive tilladt at flyve under nogen omstændighed, og dog så uskyldige, at de ikke kan arresteres, selv under de draconiske betingelser fra The Patriot Act (5). Udvælgelseslisten indeholder et lignende antal rejsende, som blive undersøgt meget bredt, før de bliver tilladt at flyve. Hvem er disse mennesker så?

Garbage in, garbage out

Sandheden er, at ingen ved det. Listen stammer fra The Terrorist Screening Database (6). Det er en ret biksemad, kompileret i en fart fra forskellige kilder, uden klare regler for, hvordan man optager eller sletter individer. Regeringen prøver at gennemrense listerne, men garbage in, garbage out - det vil ikke få nogen videre succes.

Programmet vil ikke indfange en eneste terrorist

Det samlede program er en komplet fejltagelse, der ikke vil føre til tilfangetagelsen af en eneste terrorist. Hvad værre er, tusinder eller mere nægtes retten til at flyve, selvom de intet forkert har gjort. Afvisningerne falder i to kategorier: "Ted Kennedy" problemet: (folk, som ikke er på listerne, men har navn tilfælles med nogen, der er på) og "Cat Stevens" problemet: Folk der er på listerne, selv om de ikke burde være der. Selv nu, fire år efter 9/11, består begge problemer.

Jeg ved en hel del om dette. Jeg var medlem ad regeringens arbejdsgruppe om flysikkerhed og privatlivets fred (Secure Flight Working Group on Privacy and Security.) Vi så på TSAs (7) program for at match mellem flypassagerer og listen over terrormistænkte og fandt et komplet roderi. Svagt definerede mål, incoherente design-kriterier, ingen klar systemarkitektur, inadækvat test.(Vores rapport var på TSAs hjemmeside, men er fornylig blevet fjernet - "refreshed" er det ord organisationen brugte, og erstattet af et "executive summary", som ikke længere indeholder nogen af rapportens konklusioner.

TSA indrømmede to kritikpunkter, som lignede vores, men udtalte, at arbejdsgruppen ikke havde adgang til den rigtige information. Vores konklusioner stemmer imidlertid overens med to rapporter fra henholdsvis Rigsrevisionen (Government Accountability Office, 8) og en fra Homeland Securitys Generalinspektør (9).

To registreringsprogrammer

Parallelt med Secure Flight tester Transport­sikkerheds­agenturet (TSA)programmer for Registrerede Rejsende. Dem er der to af: et, der administreres af TSA selv, og det andet er et kommercielt program fra Verified Identity Pass, kaldet Clear. Ideen er, at du sender din information på forhånd, og hvis du er OK - hvad så end det betyder -
får du et kort som lemper dig hurtigere igennem sikkerhedskontrollen.

Overfladisk set synes det alt sammen at give mening. Hvorfor dog spilde tid på at tømme bedstemor Miriam fra Brooklyns pung når du kan søge Sharaf, en 26-årig som kom fra Ægypten uden bagage?

Myte: Terrorister matcher en bestemt profil

Forklaringen er sikkerheden. Disse programmer bygger på den farlige myte, at terrorister matcher en speciel profil, og at vi på en eller anden måde kun kan opsamle terrorister ud af mængden, hvis vi kan identificere hvem som helst. Det er ganske enkelt ikke rigtigt.

To sluser højsikkerhed, lavsikkerhed - hvad vil du helst?

Hvad disse programmer gør er at skabe to forskellige adgangsveje til lufthavnen: En med høj sikkerhed og en med lav sikkerhed. Intentionen er kun at lade de rigtige ("The good guys") gennem lavsikkerhedsslusen og at tvinge de forkerte ("The bad guys") til at gå ad højsikkerhedsslusen. Man må her forudsætte, at de forkerte vil studere lav-sikkerhedsslusen. Hvorfor kan en terrorist ikke smugle en højdefølsom bombe i bagagen på en registreret rejsende, der går gennem lavsikkerhedsslusen?

Måske strider det mod intuitionen, men vi er alle sikrere, hvis den forbedrede screening er ægte tilfældig og ikke baseret på en fejlfyldt database eller et kort baggrundscheck.

Det handler om magelighed

Sandheden er, at Registered Traveler programmerne ikke handler om sikkerhed. De handler om magelighed. Clear-programmet er forretning. Den sam vil betale 500 kroner om måneden kan undgå de lange køer. Det er også et program med en diskutabel indtjeningsmodel. Jeg flyver 200.000 miles om året, det gør mig til en perfekt aspirant til programmet. Men med status som frequent flier giver mig allerede mulighed for at benytte lufthavnens hurtige betjeningskanal, så jeg har ikke noget incitament til at købe et kort. Måske er det derfor, at kun 10.000 af Orlando, Floridas 31 millioner årlige passagerer har meldt sig til Clear programmet.

Jeg tror, at Verified Identity Pass forstår det og opfordrer til at anvende kortet hvorsomhelst. Ved stadions, kraftværker, kontorhuse. Det netop den slags skidt som nærmer os et "vis mig dine papirer"-samfund.

Det har hjulpet: dørsikring til cockpit, selvforsvar

Præcis to ting har højnet flysikkerheden efter 9/11: Forstærkningen af dørene til cockpittet og det forhold, at passagerer nu ved, at de kan blive nødt til at slå igen i nødværge.

Sikkerhedsteater

Alt andet- Secure Flight og Trusted Traveler (10) med er sikkerhedsteater. Vi ville alle være sikrere, hvis vi forbedrede baggage-sikkerheden ved både at sørge for, at kufferterne ikke bliver transporteret, hvis ikke passageren er med, og indførelsen af screening for eksplosiver for al bagage. Og der bør indføres øget kontrol af ansatte i lufthavne.

Alle de sparede penge kunne overføres til efterretning, efterforskning og beredskab. Disse er de sikkerhedsforholdsregler, der betaler sig, uanset hvad terrorister planlægger næste gang, hvad enten det er et øjebliks filmplot eller noget helt andet.