Jespersen: Velfærdskommissionen ensidig

Fra neoliberalisme til velfærdsøkonomi

" Økonomi fylder for meget i velfærdsdebatten",
lød det måske noget overraskende udspil fra Jesper Jespersen, professor i økonomi ved RUC, da han indledte sit indlæg på Velfærdskommissionens sommertræf på Brandbjerg Højskole midt i august.

Svarer til fem gange Lomborg

Han mente, at det var regeringens skyld, fordi Regeringens Velfærdskommission er meget snævert sammensat. Der sidder fem universitets-økonomer, som alle tilhører den samme neo-klassiske skole inden for økonomien.
" Den skole er nærmest det samme som neoliberalismen. At sætte de fem i samme kommission ville svare til at sætte fem gange Lomborg i spidsen for et udvalg. Det er fem kloner," sagde Jesper Jespersen.

Se på forudsætningerne

Der er grund til at granske Velfærdskommissionens forudsætninger nøjere, fordi det i høj grad er kommissionen, som hidtil har sat dagsordenen for hele debatten om fremtidens velfærd.
Kommissionen er faglig ensidig, der eksisterer andre økonomiske skoler.
" Den skole, Velfærdskommissionen tilhører, har lagt sig fast på, at alt skal være regnet igennem med matematiske modeller. De vil gerne fremstå naturvidenskabelige, selvom økonomi ikke er eksakt videnskab," sagde Jesper Jespersen.

Velfærdskommissionens spindoktor DREAM

Velfærdskommissionens beregningsmodel hedder "Dream".
"Dream har fungeret som spindoktor for kommissionen, den er med til at sætte dagsordenen for debatten. Men økonomer er ikke enige, svarene afhænger af hvem man spørger, derfor var der brug for at nedsætte en alternativ kommission," sagde Jesper Jespersen.

Tre økonomiske skoler

Jesper Jespersen opregnede tre økonomiske skoler

• Den neo-klassiske
• Den kenyisianske
• Velfærdsøkonomerne.

For neoklassikerne handler det om marked, priser og udbud. Deres model er et stort markedssystem.

Mens keynesianerne også ser på institutioner og efterspørgsel.
Striden mellem dem handler om, hvordan man får det største bruttonationalprodukt (BNP). Det handler om penge, det der ikke har en pris er ikke noget værd. "Derfor kan man kalde dem "BNP-økonomer"", sagde RUC-professoren.

Men der findes en tredje retning af velfærdsøkonomer (på engelsk kaldes de "Happiness økonomer").
De undersøger, hvordan man gør folk tilfreds. De har en tværfaglig indgangsvinkel og spørger til folks velbefindende. For dem handler velfærd om mere end det, der kan handles på markedet."Hvis vi tager det udgangspunkt, så bliver vi den egentlige Velfærdskommission," sagde Jesper Jespersen.

Går fejl af virkeligheden

Regeringens Velfærdskommission går fejl af virkeligheden på tre punkter, mente han:

• De måler kun velfærd på bruttonationalproduktet, jo større indkomst i samfundet, jo større velfærd. Deres projekt er at sikre balance på de offentlige budgetter - ikke nu men om 30 til 40 år! Men de løb ind i et problem, fordi deres beregninger viste, at der stadig vil være overskud på de offentlige budgetter de næste 20 år. Deres beregninger viste, at der ikke rigtig var noget problem før efter den tid. "Men hvordan ser verden ud om 20 år, det ved ingen", konstaterede Jesper Jespersen.

• Den anden fejl ligger i den pessimistiske fremskrivning af levealderen. Velfærdskommissionen mener at en stigende levealder fører til massive udgifter.

• Endelig er deres matematiske model - Dream modellen - en markedsøkonomisk karikatur af virkeligheden.

Den antager, at mennesket har én interesse: At optimere egen velfærd. Motoren i samfundet er ønsket om større pengeindkomster. Højere løn, lavere skat.
Derfor skal der være et spænd mellem dagpenge og løn, ellers udbyder folk ikke deres arbejdskraft.

Fokus er på individet og økonomien som drivkraft. Udbud og mere udbud af arbejdskraft er løsenet.

Velfærdssamfundet skal sikres via det velfungerende marked. De siger: Alt skal handles på markedet, og de kan ikke se forskel på arbejdsmarkedet og markedet for jordbær.
"Hvis prisen bare falder nok, så forsvinder alle jordbærrene fra hylderne, men sådan fungerer arbejdsmarkedet jo ikke," argumenterede Jesper Jespersen.

Fagbevægelsen som skurk

I Velfærdskommissionens verden skyldes arbejdsløshed, at markedet ikke fungerer.
Hvorfor falder lønnen ikke, når der er ledighed? I deres øjne skyldes det fagbevægelsen, som monopoliserer udbuddet og holder lønnen kunstigt oppe.

Den anden skurk er velfærdssamfundet, dagpengene er for høje, så gider folk ikke arbejde. Det tager dynamikken ud af markedet. Dagpengene og indkomstskatten forhindrer markedet i at fungere.

Stillet op på den måde, så bliver velfærdsstaten til en omkostning, der mindsker velstanden. Det er det, der ligger i Dream-modellen, den forvrider problemstillingen, fordi den går ud fra, at alt kan handles på et jordbærmarked, sagde Jesper Jespersen.

Velfærdsøkonomi

Happiness økonomerne er en alternativ måde at se på velfærden. De spørger ind til, hvad folk selv lægger vægt på, når de skal vurdere om de er tilfredse. F.eks. spiller beskæftigelse en stor rolle, og blot frygten for at blive fyret, har stor indflydelse på oplevelsen af tilfredshed. "Dream modellen tager slet ikke højde for, hvordan arbejdsmarkedet påvirker folks velfærd," sagde han.

Velfærdsøkonomerne mener, at tillid og sikkerhed er vigtige omdrejningspunkter for livskvalitet.
Erfaringerne fra happiness forskning er foreløbig bundet til England og USA. Men det peger på, at hvis man skal gøre noget, så skal man øge beskæftigelsen, og fjerne frygten for ledighed. Den virkelige gevinst vil være høj livskvalitet for den enkelte, en markant bedre velfærd, sagde han.

Paradokset

Siden krigen er velstanden tredoblet, hvis man måler det på bruttonationalproduktet.
Der er kommet flere penge ud af det, uden at folk er blevet lykkeligere. Det er dog vigtigt at sige, at det gælder for de vestlige lande. I andre lande føret en øget produktion til mere velfærd. Men når vi kan sælge mad, fordi den er uden kalorier, så er det udtryk for, at der er nok til alle. At der samtidig er en skæv fordeling er en anden problemstilling. "Vi under jo ikke næsten salt til et æg," sagde Jesper Jespersen.

Hårde fakta?

Men er globalisering og den demografiske udvikling ikke hard core kendsgerninger, som økonomer må forholde sig til?
" Globalisering på en afbalanceret og civiliseret måde er til fordel for alle, hvis de stærke ikke udnytter det. Det kan øge velstanden i fattige lande, hvis det vel at mærke er civiliseret, hvad det ikke er i dag. Men nu går globaliseringen ud over de ufaglærte. De er en udsat gruppe, som vil opleve fald i velfærd. Globaliseringen er ikke ubetinget til fordel for alle, men det er ingen trussel mod velfærdsstaten, hvis den vil samle op, på dem der er truet.
- Jeg forstår godt, at folk siger stop, hvis man ikke fjerner usikkerheden for de udsatte grupper. Derfor globalisering ja, men i roligere tempo. Jo hurtigere, jo større usikkerhed, det er klart det skaber vanskeligheder. De vestlige lande brugte fra 1945 til 1985 på langsomt at åbne deres økonomier for hinanden," sagde Jesper Jespersen.

Brug for de ledige

Heller ikke den demografiske udvikling med flere ældre og færre i arbejdsstyrken bør udøse storalarm:
Velfærdskommissionen siger, problemet er at vi får 400.000 flere ældre og 350.000 færre i arbejdsstyrken. Det eneste sikre er, at efterspørgslen efter arbejdskraft vil stige. Det er glædeligt for de store grupper, der i dag er på kanten af arbejdsmarkedet. Om 20 år er der ikke mangel på arbejdskraft men brug for arbejdskraft. Faldet i arbejdsstyrken svarer til dem, der i dag gerne vil arbejde men ikke kan få job. Det giver et bedre match og er ikke udtryk for den store ubalance, som man forsøger at tegne op. Og selvom der så skulle mangle arbejdskraft om 20 år, så forudsætter Dream modellen at bruttonationalproduktet skal stige 2 procent om året. Hvis vi i stedet sagde 1 procent, så gik det nok også, sagde han.

Magtens sprog

- Grundforudsætningen for regeringens velfærdskommission er, at det private forbrug skal stige 2 procent om året. Det er der alle problemerne kommer fra. Globalisering og demografi er ikke de store udfordringer, som man siger – heller ikke i pengeøkonomien.
- Velfærdskommissionen er for villig til at tale magthavernes sprog, dens beregninger ser bort fra, hvad velfærdsordninger betyder for folks velfærd, de ser det kun som en omkostning. Fleksibilitet og mobilitet er tidens løsen. "Men de sociale omkostninger er ikke med i beregningerne, det fører til usikkerhed og forringet livskvalitet. Til gengæld øger det menneskers medgørlighed," sagde Jesper Jespersen, og citerede den engelske arbejdsmarkedsforsker Richard Layard:
"Vores politiske ledere bruger et mere og mere brutalt sprog. De taler mindre om fællesskab og mere om kamp. Samfundet som en kampplads, hvor der ikke er økonomisk råd til velfærd. Er det ikke på tide, at vi begynder at søge "happiness" frem for effektivitet?"

I stedet for kunne vi sætte tempoet i trædemøllen lidt ned. Det er vigtigt det grundlæggende er på plads, men vi taler ikke om en nedgang i produktion. Hvis vi nøjedes med en stigning på 1 procent om året i privatforbrug, så ville det fjerne det problem, som velfærdskommissionen opstiller.'''
"Jeg taler ikke om, at vi skal spise østers og bo i jordhuler med havudsigt igen, men blot om, at gentage den fordeling af væksten som vi havde i 60erne og 70erne, hvor vi brugte 1/3 af væksten til mere privatforbrug, 1/3 til velfærdssamfundet og en 1/3 til at nedsætte arbejdstiden. Kernen i problemet er de 300.000 som er nægtet adgang til arbejdsmarkedet – som er holdt udenfor," sagde Jesper Jespersen.